Johan Weltzin Kristensen

☀️ Forside — 📝 Læserbreve og tekster — 🛜 Software — 🔊 Radio — 💬 Kontakt


Hold havnen åben for alle

16 feb. 2025 Johan Weltzin Kristensen, kommunalbestyrelsesmedlem, Enhedslisten

Svendborg: Svendborg havn skal ikke lukkes af med private liebhaverboliger. Havnen skal være tilgængelig for alle og hænge sammen med byen.

Bid for bid er matrikler ned til vandet lavet til boligområder. Senest Skærbæks plan for Baagøe & Riber-grunden, og før dét byggede samme Skærbæk et skrummel af et boligkompleks på Jessens mole. Næste bid kunne blive området mellem Fremtidsfabrikken og busholdepladsen. Den nye havneplan er netop i høring, og skal derefter til politisk behandling. I planen er området i spil til boliger. Tidligere har området bag Fremtidsfabrikken været friholdt for at bevare åbenhed, og for at forbinde og skabe udsyn mellem byen og havnen.

Lige nu holder der biler, men sådan behøver det ikke være. Heller ikke boliger. Området er den sidste mulighed for en fremtidig grøn, rekreativ havnepark, som kan forbindes til gågaden via havnetrappen. I parken kan man også slentre igennem eller slå sig ned, når man ankommer med bus eller tog til havnebyen Svendborg. Et naturligt kig og en forbindelse der præsenterer Svendborg på fineste vis, og giver adgang til herlighederne for de mange og ikke blot de få.

Drop flere boliger på havnen, der blokerer for adgang og kig mellem by og havn. Brug åbenheden til gavn for alle. Lad det ikke blive endnu et investeringsprojekt for pengegriske.

Svendborg har en flot og levende havn, Byen, der åbner sig mod vandet. Det er en gave, vi har fået, og skal passe på og forvalte med omhu.

Bragt på faa.dk