Johan Weltzin Kristensen

☀️ Forside — 📝 Læserbreve og tekster — 🛜 Software — 💬 Kontakt


Rovdrift på fællesskabets gavebod

10 dec. 2023 Johan Weltzin Kristensen, Tjener og medlem af kommunalbestyrelsen (Ø)

Svendborgs rigeste mand kan endnu engang se frem til en stor gave fra skatteborgerne. Først Jessens Mole som kommunen endte med at bruge penge på at ‘sælge’ til ES ejendomme. Der blev lovet guld og grønne skove, offentlig adgang og levende byrum. Vi fik et indhegnet, kameraovervåget område der begrænser adgangen til havnen. Skjærbæk fik sit guldæg: En foræringsgrund hvor 37 ejerlejligheder, til op i mod 10 millioner kroner, kunne opføres.

På trods af, at vi igen og igen snakker om "ingen boliger på havnen" og den blandede by for alle, så øjner Skjærbæk mere guld: Boliger på havnen ved Baagøe og Rieber grunden. Første måtte Skjærbæk acceptere en fredning af, fordi det er historiske bygninger, trods trussel om sagsanlæg. Dernæst blev der vedtaget otte principper, hvis han ville bygge på grunden. I samarbejde med Praksis arkitekter blev der forsøgt igen, og politikerne ændrede nu de otte principper til fire principper. Men igen vil Skjærbæk ikke anerkende principperne og søger dispensation til ikke at overholde de principper, der er blevet besluttet.

En proces på nu syv år, som kun er gået én vej; Skjærbæk vil have det på sin måde. Der er blevet postet enorme mængder skattebetalte arbejdstimer i processen, og folk har frivilligt brugt tid på at skrive høringer, gå til møder og deltage i debatten. Forvaltningen i Svendborg arbejder hurtigt og effektivt. Det er grådige profit krav og manglende demokratisk respekt, der resulterer i at sagsbehandlingstiden trækkes ud, vores tid og skattekroner spildes. Vandet stiger og havnen lænses.

Bragt på faa.dk