Svendborg siger nej til køb og investeringer i ulovlige bosættelser
27 jun. 2024 Johan Weltzin Kristensen, kommunalbestyrelsesmedlem for Enhedslisten i Svendborg Kommune
Svendborg: På det sidste kommunalbestyrelsesmøde inden sommeren blev der stemt om, at Svendborg Kommune i vores indkøbs- og investeringspolitik skulle sikre stop for køb af varer eller ydelser fra virksomheder, der har aktivitet i besættelsen på Vestbredden.
Hver dag kan man, hvis man vil, se nye forfærdelige billeder komme ind fra krigen i Palæstina. Både i Gaza, Øst Jerusalem og på Vestbredden sker der uhyrligheder. Der bombes, skoler med børn på flugt nedbrændes og der er pogromer af bevæbnede bosættermilitser, der med myndighedernes accept lader volden få frit løb på en rettighedsløs lokalbefolkning. Regeringen sørger endda for at bevæbne dem. De ulovlige bosættelser har været fordømt internationalt, og af Danmark, siden 1967 og er én af de største barrierer for en retfærdig fred og afslutning af besættelsen.
Der var overvældende enighed for det sympatiske i forslaget, og ønsket om at gøre vores for at presse på for fred. Et flertal stemte også for forslaget, og Svendborg følger derfor efter flere andre kommuner, der i lyset af den seneste krig i Gaza og opblusning af bosættervold kigger deres indkøbs- og investeringspolitik i sømmene.
Forslag er symbolske, men de sender et signal til de kræfter, der i Palæstina, Israel og verden over ønsker en retfærdig fred og og et ophør med en besættelse, der har varet generationer. Tak til dem, der gav forslaget rosende ord med på vejen, og dem, der bakkede det op. Et lille lys i mørket vi kan være stolte af i Svendborg.
Bragt på faa.dk