Hvornår er nok nok?
Baggrund: Udvalgsforperson Dorthe Ullemose (DF) har gentagende gange overskredet sine beføjelser, og det lovlige, som udvalgsforperson i kontakten med kommunalt ansatte. Det er sket flere gange igennem årene, med forskellige konsekvenser. Senest kulminerede det i efteråret '24 med en underskrivelse af en samarbejdsaftale. Dorthe Ullemose skrev under på aftalen, der i punkt for tydeliggjorde hvordan hun opføre sig overfor ansatte. Den er nu blevet tilsidesat endnu engang.
21 maj 2025 Johan Weltzin Kristensen, medlem af Borger- og Arbejdsmarkedsudvalget for Enhedslisten
Svendborg: Efter sommer skal beskæftigelsesreformen udrulles i Svendborg. Beskæftigelsesområdet vil blive skåret ned og forandret markant. Det er en stor opgave, der kræver god ledelse, samarbejde og tillid. Er de egenskaber ikke til stede, vil konsekvenserne være dårlig implementering af reformen, dårligt arbejdsmiljø og dårlig service for borgerne – og deraf følgende øgede udgifter til kommunen.
Jeg er glad for, at chefredaktør Karl Erik Stougaard forstår alvoren i dette i sin leder 19. maj. Men jeg er forundret over måden, hvorpå han blander det sammen med grænseoverskridende adfærd hos udvalgsformanden på området.
Det er langt fra første gang, der fra den side har været grænseoverskridende opførsel og ulovlig indblanding i de kommunalt ansattes arbejde på beskæftigelsesområdet, især hos Ungekontakten. Det har blandt andet resulteret i opsigelser fra rutinerede medarbejdere, udskiftning på chefposter, ekstra udgifter for Svendborg Kommune og et kaos, som ingen kan være bekendt.
Svendborg Kommune bryster sig af at have fokus på dialog og godt arbejdsmiljø – ingen skal gå på arbejde med ondt i maven. Det lykkes i høj grad, og den fælles gode kultur kan vi være stolte af. Vi skal ikke acceptere opførsel, der gentagne gange bryder alle rammer for samarbejde mellem udvalgsformand og administration.
Spørgsmålet er: Hvor mange gange kan man slippe af sted med at sige "undskyld", når adfærden tydeligvis er et mønster af en ulovlig og hasarderet måde at føre politik på? Dét er forhåbentlig en sag, Fyns Amts Avis vil forfølge.
Bragt på faa.dk