Digital suverænitet er vejen frem
31 mar. 2025 Johan Weltzin Kristensen, Kommunalbestyrelsesmedlem for Enhedslisten
Svendborg: Svendborg Kommune, lokale virksomheder, fællesskaber, foreninger – og dig og mig – sidder lige nu i store amerikanske tech-virksomheders kløer. Det er et demokratisk problem og udgør en stor risiko. Vi må derfor vriste os fri og begynde at opbygge digital suverænitet.
De store tech-virksomheder udnytter deres monopol: De stjæler data, presser priser, censurerer og tvinger os til deres stadig dyrere og ringere produkter. Alt efter luner skrues der op, ned og slukkes for datastrømmene. Big Techs datatunge cloud-løsninger er udover det, også en klima- og miljømæssig katastrofe. Pilen peger derfor i retning mod en dyster fremtid.
Svendborg Kommune bør derfor i stedet følge efter de mange initiativer, der netop nu igangsættes for at opbygge digital suverænitet. Der er et stort arbejde forude, men vi bør gå i gang med dette samme. Her er to steder at starte:
Første skridt kunne være internt at skifte til LibreOffice, ligesom vores naboer i Slesvig-Holstein. LibreOffice er en fuld office-pakke og er dermed et alternativ til Microsofts monopol på office-pakker, der hele tiden stiger i abbonementspriser, og hvor GDPR-problematisk embedded AI langsomt sniges ind uden samtykke.
Svendborg Kommune kunne også begynde at kommunikere på Fediverset for eksempel Mastodon og Pixelfed. Det vil give hele kommunens indbyggere adgang, og ikke kun dem med et Metalogin. Kommunen slipper for at være underlagt Metas "betal-for-synligheds"-model, kan selv vælge moderationspolitik og skaber en kommunikationskanal, der ikke er underlagt tech-milliardærer og autoritære politikeres luner.
Bragt på faa.dk