Johan Weltzin Kristensen

☀️ Forside — 📝 Læserbreve og tekster — 🛜 Software — 💬 Kontakt


1 maj v2

afholdt i Tved

Svendborg er en dejlig by og kommune. Mange flytter hertil og har her ønsket om at skabe sig et liv der tager rod i drømme og visioner for fremtider.

I udkanten og provinsen er det langt hen af vejen muligt at skærme sig for et kapitalistisk systems repression og destruktion.

Det er rart, og giver et tiltrængt åndehul.

Men dynamikkerne fra et sygt system er også tilstede i Svendborg, og forsinket og langsommere kommer effekterne snigende.

Dette er et problem og kalder på modstand.

Modstanden må være som vand. Kraftfuld, vedvarende og med massiv tilstedeværelse.

Vi har alle en fordel med de forskellige erfaringer, følelser og evner vi sammen har.

Vi kan finde ligesindede og sammen skabe udadrettet positiv forandring.

Ingen fælles koordineret retning, blot en kollektiv strøm retfærdighed og anden verden.

Det er allerede i gang og hver især arbejder vi for denne kollektive forandring.

En bølge i bevægelse, der fejer langs kysten og tegner nye spor i sandet.

For at skabe varige forandringer må vi hver især i fællesskab kæmpe for at de bliver forankret og bredt ud. En forankring igennem massiv tilstedeværelse.

Massiv tilstedeværelse på gaden, på jobbet, i skolen, i klubben, i foreningen, til festen, i haven og på gården. Tråde af genkendelse, forståelse og solidaritet. Tråde der tilsammen skal væve det landskab vi skal bo i.

Derfor handler det ikke om et enten eller når det kommer til lokal politik.

Alt er lokal politik, og vi er sammen en del af den forandring vi ønsker at skabe.

Lokal politik er levet politik.

Det er i lyset af denne hverdagens bevægelse og den levede politik at byrådet sættes i perspektiv.

Byrådet og det kommunale system er ikke den primære sted for forandring.

Det er et sted der reagerer på hvad der sker i byen, og kan besværliggøre og trække forandring ud.

Men den massive tilstedeværelse bør også gælde byrådet.

Byrådet skal aktivt arbejde med den forandrings bølge der er i gang på Sydfyn.

Det er med det i mente at jeg hermed annoncerer at jeg stiller op til kommunalvalget i november. Jeg ønsker at brede den massive tilstedeværelse ud, og sørge for at der også er tråde ind i det eksisterende systems beslutnings parlamentariske rum.

Jeg går til valg på overskriften: Omstilling, omfordeling og demokratisering.

Det er med de tre pejlemærker at jeg vil forsøge at åbne mulighedsrum.

Jeg tror det er vigtigt at have repræsentation for det kollektiv af stemmer der vil noget andet og vil hinanden.

Jeg vil derfor bestræbe mig på at være fællesskabernes og bevægelsernes person, der derfra vil arbejde for at øge momentum og kollektiv forandringskraft.

Ligenu og forhåbentlig efter et valg vil jeg arbejde for øget demokratisering udfra anvendelse af selekteret lodtrækningsdemokrati. Såkaldt deliberativt demokrati, citizens assemblies og borgerting.

Give nye stemmer og livsformer øget beslutningskraft.

Alt for tit spiller det eksisterende demokrati fallit ud fra en ide om valg hver 4. år, offentlige høring, debatmøder og ligegyldig borgerinddragelse.

Demokratiet skal udvikles, og inddragelse skal ikke ske med systemet som udgangspunkt og høring af allerede magtfulde pengemænd.

Anvendelse af borgersamlinger på klima og budget området virker oplagt.

Demokratiet skal tøes op, og der skal en reel demokratiseringsproces igang.

Øget magt og beføjelser til lokalråd og kvarterråd. Ikke bare beslutninger om hvor der skal stå blomsterkasser, men reel indflydelse.

Udover borgersamlinger og lodtrækningsdemokrati vil jeg arbejde for et mere bæredygtigt og rummeligt arbejdsmarked.

Kommunen skal i sin udbuds og indkøbspolitik skabe opgaver som kan varetages af certificerede virksomheder.

Virksomheder der lever op til krav omhandlende løn, medarbejder indflydelse, skattebetaling, bæredygtighed, diversitet osv.. Ikke som ligegyldig csr politik, men egentlig socialøkonomiske virksomheder og kooporativer.

Kommunen er den største arbejdsplads i kommunen, og kan dermed skabe gode rammer for at etiske og retfærdige virksomheder kan drives.

Dette gælder også indkøbspolitik på fødevare området, der udover bestræbelser om økologi, også skal tænke lokalproduktion og afstand ind.

Kommunen skal aktivt skabe markeder for ordentlige virksomheder der kan skabe ordentligt arbejde til folk der bor i byen.

Men borgersamlinger og etisk og bæredygtig udbudspolitik er ikke det eneste. Der skal også skabes bedre mulighed for bæredygtige og solidariske boformer. Der skal sættes en stopper for underdanigheden for byggematadorernes klamme busines cases.

Der skal skabes en cykelinfrastruktur der er et reelt alternativ og kan binde by og land sammen. Og alt muligt andet som jeg kommer til at høre om og får mulighed for at kunne bringe frem i det fora.

Men altså det her er en forandring vi skaber i fællesskab.

Jeg vil gøre mit hvor jeg kan, men hele tiden minde mig selv om at forandringen er større end et politisk spil i en byrådssal.

Jeg er derfor afhængig af at kunne forstå hvad der foregår og hvilke drømme og visioner der er tilstede. Det er en dialog vi må tage sammen.

Jeg har altid brugt meget tid på at snakke om politik. Men jeg har aldrig været medlem af et parti før. Jeg har mere været en del af diverse frivillige og aktivistiske miljøer. Derfor er det en ny kultur jeg er igang med at lære at kende.

Jeg har derfor valgt at melde mig ind i Enhedslistens lokalafdeling, da jeg her ser mest potentiale i kampen for et mere retfærdigt og solidarisk samfund. Jeg tror her at der er en platform der kan bruges til at styrke for fælles kamp for forandring.

I byrådet sidder der 29 medlemmer og Socialdemokratiet sidder med Bo hansen tungt på borgmesterposten.

Enhedslisten har lige nu 3 mandater. Jeg står som den næste til at komme ind, hvis enhedslisten kan gå frem til 4 mandater. Det håber jeg selvfølgelig kan lade sig gøre.

Jeg håber der er andre der har fået nok af Socialdemokratiets dominans, og vil noget helt andet end kortsigtet vækstpolitik og røvslikken på investorer. Svendborg er stærkere end det.

Jeg håber i vil stemme på mig og hjælpe med at gøre lokal politik stort igen.

Og om ikke andet så glæder jeg mig til at lave ting og sager sammen og i fællesskab finde ud af hvordan vi kan forandre kommunen, byen og landet.

Vi snakkes ved.